CHRØ – DAG 15 DEN 17. OKTOBER 2022.

Fuglene blev i dag overtrumfet da vi pludselig fik en uventet gæst på besøg i vores lejlighed. Pludselig bankede Danmarks Miljøminister Lea Wermelin på vores dør. Jeg tror vi så noget overraskede ud da hun pludselig dukkede op med et par roser og en lille snak. Valgkampen havde ført hende helt ud til det østligste Danmark. Hun var utrolig sympatisk og helt nede på jorden…. 

Dagens fuglemæssige højdepunkt var i dag 14 indtrækkende Skægmejser som kom via Frederiksø i høj højde lige henover os mens vi gik NV for Gaden. De rastede senere på den østlige del af Øen syd for skolen så alle fik set dem godt. Ellers atter en Stor Tornskade, Stor Korsnæb (2-3 stk.) samt en rastende Vandrefalk. De første Gulspurve og Dompap ankom i dag, så det var godt at mærke der kommer lidt friske fugle til. Dagens eneste Kaspiske Måge var en adult fugl henover lægens hus.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Det var som taget ud af kaffereklamen “hvad byder man uventede gæster” da Danmarks Miljøminister Lea Wermelin pludselig kom forbi og besøgte os til en lille snak i vores lejlighed. ChrØ den 17. oktober 2022.

Skægmejse. En af dagens 14 fugle. Nok ikke en art man særlig ofte får chancen for at fotografere på Christiansø. ChrØ den 17. oktober 2022.