GENSYN MED EN CACTUS FRA 2020 I BAGENKOP HAVN DEN 14. SEPTEMBER 2022.

Den 9. september 2022 genfandt jeg i Bagenkop havn en Cactus som jeg første gang så i foråret 2020 hvor fuglen var en 2k. Jeg var allerede fra starten inde på at det måtte dreje sig om en hybrid mellem en Kaspisk Måge og en Sølvmåge. I årenes løb har jeg genfundet den mange gange og har derfor haft mulighed for at følge dens fjerdragtsudvikling. Selv om fuglene ikke har været ringmærket har det alligevel været muligt at genkende den gennem de mange fotos jeg har taget af den, men også pga af dens lidt forsigtige måde at være på samt at den altid har haft nogle bestemte steder i havnen den helst ville opholde sig. Det var dog meget længe siden jeg havde set den og jeg var ved at tro den var forsvundet. Hvis jeg ikke husker helt forkert havde jeg sidst et foto på bloggen af den 16. november 2021, hvilket samtidig var min sidste observation af den indtil den altså atter dukkede op den 9. september 2022. Bagenkop har altid været dens favoritsted, dog har jeg haft den en enkelt gang i Spodsbjerg havn. Skulle nogle af mine læsere have lyst til at se andre billeder af den kan jeg anbefale at tjekke fx oplæg fra den 20. april 2020, den 29. juli 2021 samt den 17. oktober 2021. 

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Cactus 4k. Altid spændende at man kan følge en bestemt fugl også selv om den ikke er farvemærket eller ringmærket. Bagenkop havn den 9. september 2022.

Cactus 4k. Det er interessant at se tegningen i hånden hos denne hybrid. Bagenkop den 9. september 2022.