Endelig blev det midsommer og tid til at tage afsted til Sverige og se på sommerfugl igen…. Laila og jeg havde sat 5 dage af i Blekinge til at lede efter en af de helt store drømme sommerfugle for os Poppelsommerfugl !. Vejret var heldigvis med os på nær den første dag, hvor det var overskyet og køligt, herefter stod den på sol, blå himmel og 30 graders varme. Vi var selvfølgelig lidt nervøse for om vores timing var rigtig for at få set en Poppelsommerfugl. Det viste sig at være helt ubegrundet, da Laila pludselig på anden dagen så en der kom flyvende lige forbi hende… Selv om jeg var et stykke væk fra hende var jeg ikke i tvivl om at jeg bare skulle komme da hun råbte…. og til min store glæde landede den ude på grusvejen hvor vi kunne nyde den i lang tid (kys til min søde kæreste). Vi nåede op på hele 7 eksemplar, så det var bare en kæmpe fest. Især takket været Paul Nilsson, Anders Hammergart og Jim Christensen og svenske Janne Svantesson fik vi set endnu flere arter end vi havde turdet håbe på, da vi mødtes med dem og herefter kørte rundt sammen med dem et par dage. Vi fik nemlig yderligere to helt nye arter da vi fik set Slåensommerfugl samt Mosehøsommerfugl, sidstnævnte krævede et smut til Småland.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Poppelsommerfugl. De fleste gange ser man dem sidde på jorden, men enkelte gange sad de kort i vegetationen. Blekinge juni 2022.
Poppelsommerfugl. Undersiden minder om Hvid Admiral. Blekinge juni 2022.
Poppelsommerfugl. Den er ikke til blomster, men en god lort eller urin er åbenbart sagen !. Blekinge juni 2022.
Poppelsommerfugl. Den kan nemmest forveksles med Iris, men man er dog aldrig i tvivl. Blekinge juni 2022.
Poppelsommerfugl. Det er ikke nogen særlig sky sommerfugl. Blekinge juni 2022.
Poppelsommerfugl. I de fleste tilfælde virker den meget mørk på oversiden, men i visse vinkler ser den mere blålig ud. Blekinge juni 2022.
Mosehøsommerfugl. Arten er i tilbagegang i Sverige i følge Janne Svantesson og den var heller ikke helt nem at finde. Småland 2022.
Mosehøsommerfugl. Vi sås mellem 3 og 4 individer på turen og man skulle være hurtig for at få et foto af dem. Småland juni 2022.
Slåensommerfugl. Sidste år ledte vi forgæves efter den, men i år fik vi set denne lille smukke sommerfugl som er uddød i Danmark. Blekinge juni 2022.
Slåensommerfugl. De er ikke nemme at spotte når de sidder langt inde i buskene, men heldigvis havde vi Janne med som bare var superskarp. Blekinge juni 2022.
Violetrandet Ildfugl. Det var første gang vi så denne art i Sverige, det blev dog også kun til nogle få eksemplar som vi så meget tilfældigt. Blekinge Juni 2022.
Violetrandet Ildfugl. Det var et par år siden jeg sidst havde været heldig at se den i Danmark. Blekinge juni 2022.
Moseperlemorsommerfugl (ret mig gerne hvis jeg har taget fejl). Det var også den første vi ser i Sverige. Blekinge juni 2022.
Perlemorrandøje. Den havde jeg glædet mig til at gense, en helt igennem smuk sommerfugl. Blekinge juni 2022.
Markperlemorsommerfugl. Turen bød på 23 arter, hvoraf 3 var helt nye. Vi så klart færre arter end vi så i juli sidste år, men de forskellige arters flyvetid gør at man må besøge området på forskellige tider, men det var bestemt ikke kedeligt af den grund. Blekinge juli 2022.
Laila (havde lige fundet turens første Poppelsommerfugl, derfor det store smil) havde bare planlagt en helt fantastisk tur og jeg kunne ikke ønske mig bedre selskab… Stort kys til dig. Blekinge juni 2022.