AFLÆSNING AF POLSK HALSMÆRKET SANGSVANE I LILLE VILDMOSE DEN 14. JUNI 2022.

Bloggen har ligget stille da jeg har været i felten konstant i snart 7 uger (primært Skagen) og jeg er derfor kommet godt bagud med diverse opslag og opdateringer. Det vil jeg nu forsøge at råde bod på men flere opslag den kommende tid. 

Den 27. maj 2022 var jeg sammen med Laila og hendes bror Frede og svigerinde Sus kørt en tur til Lille Vildmose, da vejret i Skagen var temmelig blæsende. Der var forskellige dagsordner for turen, dog var det primære mål at Laila og Sus kunne få sig nogle nye årsarter (de er lige vilde med nye årsarter). Især var den for Nordjylland sjældne Hvidbrystet Præstekrave i høj kurs. Den kom heldigvis ret hurtigt i bogen og det samme gjorde en Indisk Gås. Den Indiske Gås gik sammen med en mindre flok Sangsvaner og en af dem var halsmærket. Med lidt held fik jeg aflæst den mærkede Sangsvane og sendte den straks afsted til Zoologisk Museum. Mens vi  fortsat var i mosen  kom svaret på fuglen !, Mikkel Lausten fra ZM er bare så suveræn til at svare lynhurtigt… han er hurtigere end internettet. Svanen var mærket i det SØ-lig Polen som unge den 20. juli 2019 og umiddelbart var vores aflæsning den første gang der var en aflæsning af den… lidt utroligt den ikke er blevet set i den mellemliggende periode. Hvis den er fløjet direkte fra mærkestedet i Polen er den fløjet 948 km for at nå Lille Vildmose. Den har dog sikkert fløjet mange km i sit liv inden og det er slet ikke sikkert den har opholdt sig i Polen hele tiden.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Sangsvanen var mærket 948 km fra Lille Vildmose i et område der hedder Krztyk, Rakoszyn, Naglowice, Polen den 20. juli 2019.