MANGE MUNKE I DE LOKALE SKOVE PÅ TÅSINGE DEN 27. APRIL 2022.

Når man bor i en region hvor det ikke vælter med sjældne fugle kan man jo prøve at genstarte sin fugleinteresse og begynde at kigge på de lokale fugle med nye “briller”. Når jeg her i foråret har været i de lokale skove på Tåsinge for at se på sommerfugle har jeg også haft lidt ekstra fokus på Gransanger og Munke som bare bliver mere og mere almindelige. Sidstnævnte har den smukkeste sang og er ganske nem at bestemme på denne…. Men der er altid et men. Nogle Munke synger lidt hurtigere end gennemsnittet og det er med ret stor sikkerhed dem der hvert år bliver rapporteret som tidlige Havesangere i april (og endda som Kærsanger hvis man er rigtig uartig). Det er der jo ikke noget galt i da man først skal lære at kende de hurtigt syngende Munke i forhold til Havesanger. Jeg har her i foråret 2022 hørt de første 3-4 hurtigt syngende Munke som for et utrænet øre nok ville blive bogført som Havesanger. Man bør nok her altid også forsøge at få set sådanne fugle, hvilket normalt heller ikke er så svært da der fortsat ikke er mange blade på træer og buske i april.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Munk han. Denne fugl var en af de hurtigt syngende af slagsen. Desværre havde jeg ikke medbragt optageudstyret. Vornæs den 27. april 2022.

Munk han. Den samme han som på forrige foto – Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det evt. kan være aldersbetinget og det primært er yngre fugle (2k) der kan være mere speedy i sangen ?. Jeg må indrømme jeg endnu ikke har forsøgt at finde mere om emnet som der sikkert allerede findes en del af… Men jeg har lært fra Facebook (som dog er forladt igen) at man gerne må spørge uden at bruge hjernen. Så hermed er spørgsmålet givet videre !. Vornæs den 27. april 2022.

Munk han. Igen samme fugl. Er der nogen der ud fra disse fotos kan sige noget om alderen på denne fugl ?. Umiddelbart ser en af de venstre halefjer ret spidse ud og det kunne derfor tyde på en 2k fugl. Ud fra mine fotos synes jeg det er lidt svært at blive klog på dækfjerene. I den sorte isse er der godt med brune indslag. Vornæs den 27. april 2022.