Selv om solen aldrig rigtig brød igennem og himlen var lidt mere mælkehvid end blå i dag, så fik varmen alligevel mere og mere fat og var på et tidspunkt omkring 17 grader på Langeland. Vinden var god, da den var let og kom fra SØ. Jeg prøvede først noget træk ved Hou Nordstrand og drømte om en Steppehøg han, men Hou har det med ikke at opfylde mine drømme. Det var dog alligevel nogle fine timer med et stabilt træk af småfugle, mest interessant var 15 Misteldrossler, 2 Kernebider samt min første Landsvale i år. Jeg så yderligere en Svale som dog ikke kunne bestemmes på grund a afstanden… men den lignede en Digesvale. Ellers blev det til yderligere to friske årsarter i form af en Fiskeørn og en Småspove, sidstnævnte kom sammen med 75 Storspover. På vej mod Spodsbjerg havn sås flere Rørhøge og en enkelt Blå Kærhøg. Endelig var der igen lidt Kaspiske Måger på Langeland, jeg havde 2 3k i form af en ved Barage Nebbe og en i Spodsbjerg havn. Det var de første jeg ser på Øen siden 23. marts 2022 !!. En anden rigtig påskemåge var en adult …. mit navn det står med prikker…. god påske.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Kaspisk Måge 3k. (A). Endelig var der fugle på Øen igen. Spodsbjerg havn den 13. april 2022.
Kaspisk Måge 3k. (A). Samme fugl som på første billede, men ikke samme som ved Barage Nebbe (har også foto af denne). Spodsbjerg havn den 13. april 2022.
“Påskemåge” Husk der er ikke noget flovt ved at fejlbestemme en Måge, så gør endelig et forsøg. Spodsbjerg havn den 13. april 2022.
“Påskemåge”. Jeg gør alt for at hjælpe, kig nu godt på vingetegningen. Spodsbjerg havn den 13. april 2022.
“Påskemåge”. Gættes der rigtig så er der en kop kaffe og en autograf på vej til den “heldige vinder” næste gang vi ses i felten. Spodsbjerg havn den 13. april 2022.