Jeg var i dag hyret ind til at guide Askov Højskole ved Filsø…. Jeg lagde ud med at få mig en ny art i den gamle Blåvand kommune da jeg så en fin Natugle lige som jeg ankom. Arten er mig bekendt kun registreret nogle meget få gange ved Filsø, den var jeg ret glad for selv om jeg ikke længere går så meget op i min artliste for Sydvestjylland. Det var en hyggelig dag med oplagte kursister, hvor vi så ganske pænt med Små Skallelugere (30+), Sølvhejre 2-4, Blå Kærhøg og 1-2 Havørne. Da jeg havde taget afsked med Askov var der en lille time med lys tilbage så jeg “tæskede” lige min gamle Toyota og nåede ned til Grønningen syd for Blåvand hvor jeg fandt en adult Kaspisk Måge samt ikke mindst en 2k Gråmåge… min første i Sydvestjylland i godt 5 år. I samme område lå der lidt overraskende et par Skeænder, denne art er meget sjælden i Blåvand i februar. Jeg er ret sikker på det er min første obs af arten i denne måned i Blåvand.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Solopgang ved Filsø på en dag hvor vinden nåede op på 22 m/s i stødene mens middelvinden lå omkring 15-16 m/s. På trods af vinden var det en skøn dag med alle de glade kursister fra Askov Højskole. Filsø den 7. februar 2022.
Gråmåge 2k. Jeg fandt den til at starte med midt inde i en stor flok måger hvor den næsten ikke var til at se, men pludselig lettede flokken og Gråmågen landede herefter og stod helt for sig selv… den ville vist godt fotograferes. Grønningen den 7. februar 2022.
Gråmåge 2k. Der var ikke meget lys at arbejde med, men så er det jo dejligt den lyser op med sin lyse fjerdragt. Grønningen den 7. februar 2022.