NY SPÆNDENDE AFLÆSNING FRA LANGELAND – BLISGÅS VED BAGENKOP DEN 22. JANUAR 2022.

Blot få dage efter jeg fandt en Grågås med finsk halsring ved Nordenbro ligeledes på Langeland, så fandt Laila og jeg i dag om eftermiddagen en Blisgås med en grøn halsring (R45) lige nord for Bagenkop på vores Langelandstur. Lige som sidste gang sendte jeg den direkte ind til Zoologisk Museum og håbede at min gode ven Mikkel Lausten igen straks kunne give mig et svar. Han svigtede heller ikke denne gang, der lå atter svar fra ham da vi kom hjem fra vores tur i min mailboks… så fedt. Faktisk lå svaret der allerede 35 minutter efter vi havde aflæst den !. (stor tak til dig Mikkel, du er for sej).

Det viste sig at være en ældre fugl, da den var blevet mærket i Holland den 13. januar 2014, hvilket vil sige fuglen var mindst 9 år gammel – ikke nogen helt dum gås der har overlevet mange jagtsæsoner. Det var første gang den blev set i Danmark, hvilket gjorde det lidt ekstra sjovt at aflæse den. Den er primært blevet aflæst i Holland igennem de forskellige år. Efter den var blevet mærket den 13. januar 2014 sås den først igen i Holland den 19. december 2014. Næsten aflæsning var så den 18. marts 2015 i Sachsen-Anhalt i Tyskland. I 2016 blev den slet ikke aflæst, men den dukkede atter op i Holland den 20. januar 2017. Næste gang den sås var i Estland den 14. oktober 2017. I 2018 sås den blot en enkelt gang i Holland den 7. januar. I 2019 sås den 4 gange i månederne januar til marts i Holland og 4 gange i Tyskland i oktober. I 2020 var den atter tilbage i Holland og blev aflæst 9 gange i januar til februar samt 6 gange i oktober til december. I 2021 var den atter tilbage i Holland hvor den blev aflæst 3 gange i marts og 2 gange i december. Den sidste aflæsning i Holland var den 24. december 2021 og lidt overraskende er den nu fløjet nord på og slået sig ned på Langeland. 

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Blisgæs. Dagens aflæste fugl var mindst 9 år gammel !. Bagenkop den 22. januar 2022.

Et overblik over hvor R45 er blevet aflæst.