DET VAR IKKE HELT NEMT AT FINDE ÅRETS FØRSTE NYE KASPISKE MÅGE PÅ LANGELAND DEN 10. JANUAR 2022.

Efter flere forsøg på at finde en frisk Kaspisk Måge som ikke var en genganger uden held her i 2022 på Langeland, besluttede jeg at det skulle være i dag den skulle findes. Indtil nu er det kun blevet til 4 gengangere som alle stammer fra sidste sæson (2021) hhv. 3 i Spodsbjerg havn og 1 i Bagenkop havn og alle har været 3k fugle. I Bagenkop havn var der lidt måger inde i dag uden det dog var imponerende, men jeg kunne atter kun genfinde den 3k som jeg først fandt i december 2021 (dengang 2k) og seneste så der den 6 januar 2022. Da jeg ikke havde meget held med mågerne ville jeg lige tjekke op på de 2 Sortbuget Knortegæs som Laila og jeg genfandt den 6. januar 2022 ved Ristinge Hale. Da jeg ankom lå der en flok på 140 Mørkbuget Knortegæs på havet og mellem dem var det ikke svært at finde de 2 Sortbuget Knortegæs. Efter lidt tid fløj flokken ind på den nærmest mark og her kunne fuglene rigtig nydes. Spodsbjerg havn havde også lidt måger at byde på, men det blev alligevel ikke til en eneste Kaspisk Måge. Jeg valgte derfor i det sidste lys at tjekke Rudkøbing Vejle og her lå der sørme en helt ny frisk Kaspiske Måge (A) som sjovt nok også var en 3k fugl. Så alle årets 5 forskellige fugle på Langeland har været 3k fugle. Det var første gang jeg har arten i Rudkøbing Vejle og det var lidt heldigt da det var den eneste store måge i området. Efter godt 10 minutter fløj den ind over byen hvor den forsvandt henover Superbrugsen.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Sortbuget Knortegås. I hver sin ende af flokken ses der en. Ristinge Hale den 10. januar 2022.

Kaspisk Måge (A) 3k. Mit første fund af arten her. Nogle gang er man lidt mere heldig end andre gange… Der var blot denne ene store måge inde og vaske sig sidst på dagen. Rudkøbing Vejle den 10. januar 2022.

Ederfugl adult han. Bemærk hvor flotte “sejl” denne fine han har på ryggen. Spodsbjerg havn den 10. januar 2022.