Inden jeg når frem til de Kaspiske Måger skal jeg lige afrunde en måge(r) fra den 29. november 2021 som jeg har gået og ventet svar på… Den dag jeg havde en fin dag med de Kaspiske Måger i Bagenkop havn var der også 2 mulige kandidater af Middelhavssølvmåge hvilket er helt uden for normen. Jeg fik fat i Kim Fisher og Hans Larsson for a høre hvad de mente om dem. Begge fugle var subadulte typer og umiddelbart ikke så nemme at have med at gøre. Heldigvis kom den ene igennem nåleøjet mens den anden måtte smides i skraldespanden. Stor tak til Kim og Hans for deres fine input… selv om det er hårdt for min selvtillid. Men jeg giver dælme ikke op, jeg skal nok få lært den Middelhavssølvmåge 100 procent om det så skal tage 100 år og en sommer.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Middelhavssølvmåge subad. Bestemmelsen krævede et lige så bestemt og kritisk blik som de to måger sendte mig. Bagenkop havn den 29. november 2021.
Sølvmåge subad. På trods af en ret overbevisende håndtegning med meget kraftig bånd på p5… blev det ved en Sølvmåge. Bagenkop havn den 29. november 2021.
Og så tilbage til i dag den 1. december 2021 hvor jeg igen tog lidt på “markvandring” og tjekkede “landbrugsmåger” på Langeland efter jeg havde fået fyraften. I første omgang var det småt med fugle, men til sidst på en mark med vinterafgrøder fandt jeg to Kaspiske Måger (A) hhv. 1 2k og 1 1k. Begge fugle stod og lavede stepdans i håbet om at få nogle regnorme frem.
Kaspisk Måge 1k (A). Det var første nye fugl på Langeland i december 2021. Løkkeby den 1. december 2021.
Kaspisk Måge 1k (A) Regnen piskede ned og vingerne blev rystet en omgang. Med dagens to nye fugle har jeg registreret 185 (A) og 7 (B) fugle i 2021. Følg med i kampen om jeg når de sidste 15 (A) fugle i december så jeg kan nå 200 forskellige individer i år på den smukke lange mågeø. Løkkeby den 1. december 2021.