At kunne genkende en helt bestemt Kaspisk Måge gennem en længere periode som fx. et helt år, hvor den måske kan være væk i lange perioder kan være meget udfordrende. Hvis fuglen er ringmærket er det ikke noget problem, hvorimod hvis det er fjerdragten man skal støtte sig til kræver det utrolig mange billeder og studier før man kan være sikker. Jeg har igennem især de sidste to år bygget et kæmpe arkiv op med Kaspiske Måger i forsøget på at kunne genkende dem igen og igen. I forbindelse med en gennemgang af en bestemt fugl har jeg opdaget at den har rastet meget længere i Spodsbjerg området end jeg tidligere havde regnet med. Det drejer sig om en 1. vinter fugl som mere eller mindre nok har været der hele året (og som allerede dukkede op i efteråret 2020), dog forsvandt den ud på foråret 2021 og dukkede først op ud på sommeren igen, hvor jeg i første omgang antog den for at være en ny fugl. Men i en større gennemgang af mange tusinde billeder af den kan jeg se det er den samme fugl. Det er en meget spændende måde at arbejde med sine iagttagelser på, da det derved giver en mulighed for at kunne se hvordan fjerdragten på et bestemt individ forandre sig og derved også få en større forståelse for hvordan de Kaspiske Måger udvikler sig samt ikke mindst få en ide om hvor længe de kan blive i et område. Især det sidste kan jo være særligt spændende da det nok er en kommende ny ynglefugl for Danmark.
Jeg bringer her en lille fotoserie af den samme fugl så man kan se den interessante udvikling i fjerdragten hos en Kaspisk Måge plus få en forståelse for hvor svært det er at genkende de enkelte fugle fra hinanden.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Kaspisk Måge 1. vinter (A). Her ses den i en meget afslappet position. Spodsbjerg havn den 23. januar 2021.
Kaspisk Måge 1. vinter (A). Fra samme dag kan man se hvor forskelligt man kan opleve jizzet når fuglen er meget opmærksom. Hovedet virker her meget småt i forhold til resten af kroppen, hvilket også er typisk for arten. Spodsbjerg havn den 23. januar 2021.
Kaspiske Måge 1. sommer (A). I denne dragt overses arten nok ofte da den her meget mere ligner de andre immature Sølvmåger. Spodsbjerg havn den 7. juli 2021.
Kaspisk Måge 1. sommer (A). Bemærk igen hvordan hovedet her ser mere klassisk Kaspisk ud i forhold til forrige billede. Hovedet er nu mere aflangt og fladpandet (pæreformet) Spodsbjerg havn den 17. juli 2021.
Kaspisk Måge 2. vinter (A). Siden sommer er der sket meget og den er nu atter ved at være en meget smuk måge og meget nemmere at bestemme i forhold til en 2. vinter Sølvmåge. Bemærk hvor fremskreden den er i dragten, den ligner næsten en 3k fugl. Spodsbjerg den 26. oktober 2021.
Kaspisk Måge 2. vinter (A). Her ses den fra den anden side og igen opleves jizzet forskelligt i forhold til forrige foto. Spodsbjerg havn den 1. november 2021.