DET TOG GODT NOK IKKE LANG TID – SORTBUGET KNORTEGÅS VED BARAGGE NEBBE DEN 20. SEPTEMBER 2021.

Efter arbejde og en hurtig stærk kop kaffe, så var jeg klar til at prøve en aftentur til Langeland…. og det blev lidt bedre end jeg havde regnet med. Den 17. september 2021 skrev jeg her på bloggen at jeg ville holde godt øje med om der mellem de mange tusinde Mørkbuget Knortegæs som var begyndt på deres efterårstræk ikke kunne findes en Sortbuget Knortegås igen i år. De havde dog ikke været nemme at tjekke da vejret havde været temmelig overskyet og de alle bare så meget sorte ud. Men hertil aften fandt jeg en lille flokke på 23 rastende fugle ved Baragge Nebbe og mellem den var der sgu en adult Sortbuget Knortegås !. Faktisk kunne det godt se ud som om den lå i par med en Mørkbuget Knortegås, men de havde ingen unger med sig. Det er iøvrigt et meget tidligt fund af denne race om efteråret, der er blot  registreret et tidligere efterårsfund i Danmark, da der blev set 2 adulte fugle ved Køge Sydstrand den 17. september 2000 ifølge DOF Basen.  Inden jeg kørte til Spodsbjerg havn fandt jeg en farvemærket (VLHJ) 2k Kaspisk Måge, hvilket var en af dem Kjeld T Petersen og jeg  ringmærkede sidste år i Spodsbjerg havn. Jeg har aflæst den adskillige gange siden bla. også i Bagenkop havn, jeg havde dog ikke set den siden den 6. august 2021 hvor jeg havde den i Spodsbjerg havn.

Aflæsning: Kaspisk Måge 2k (VLHJ) Baragge Nebbe.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Sortbuget Knortegås adult. Denne fugl lå sammen med 22 Mørkbuget Knortegæs. De øvrige fugle havde haft god ynglesucces, da 3 par havde hhv. 4 og 2 x 2 unger med sig. Det var første september fund for Langeland af Sortbuget Knortegås. Baragge Nebbe den 20. september 2021.

Spodsbjerg havn var ikke overfyldt med måger, men jeg fandt alligevel 7 Kaspiske Måger som jeg valgte at kalde for A fugle selv om 2 fugle var tæt på at blive kaldt B fugle… men de manglede lige det sidste for at blive degraderet. Aldersfordelingen var 2 2k og 5 juvenile/1k. Der var hele 4 nye fugle for sæsonen hhv. 1 2k og 3 juvenile/1k. Så det var en godkendt aftentur til Langeland.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.Kaspisk Måge juvenil/1k (A) Desværre havde denne uheldige fugl fået olie på sig. Det så voldsomt ud, det var dog kun i den ene side af hovedet den havde fået. Håber den kan overleve det. Spodsbjerg havn den 20. september 2021.

Kaspisk Måge 2k (A). Ikke den nemmeste fugl at bestemme korrekt. Spodsbjerg havn den 20. september 2021.

Kaspisk Måge juvenil/1k (A). Denne her fugl var også tæt på at komme i kategori B… men den slap pga. undervinger og stemme. Spodsbjerg havn den 20. september 2021.