På en dag der først bød på gråvejr om formiddagen og så sol og varme om eftermiddagen blev atter brugt på en tur til Langeland. I dag havde jeg tid til at få den sydlige del med og havde bestemt mig for at bruge noget tid på Bagenkop havn. Inden jeg nåede havnen mødte jeg Langelandes topfotograf Jan Nielsen ved Søgård og mens vi snakkede havde vi en adult overflyvende Rovterne som gik stik syd samt 4 tavse Traner som fløj mod N. Herefter gik turen til Bagenkop havn som i første omgang kunne byde på en juvenil (A) Kaspisk Måge som var ny for sæsonen. Ret hurtigt indfandt den faste 4k blinde Kaspiske Måge sig også (A), men så gik alt umiddelbart også i stå. Men jeg tog kampen op og efter en time opdager jeg ret langt ude bag en kutter en 2k Kaspisk Måge (A) som smider sig… og den lignede ikke en der ville med ind i havnen. Men det problem kan kan ofte løses med “hurtig kastning” af toastbrød… Tricket består i at kaste 10 skiver toast på 10 sekunder hvorved “blodbadet” starter blandt de måger der opholder i havnen… Alt går fra stilhed til et voldsorgie… Man kan sammenligne det med at se Matador og så skifte kanal og se The Punisher. Reaktionen udeblev heller ikke for i teleskopet kunne jeg nu se den den lettede og kom flyvende for fuld kraft mod mig. Til min store overraskelse kan jeg se den er ringmærket og jeg skyder en masse fotos af den og da den er landet tjekker jeg ringen. Det viser sig det er den jeg aflæste (7LC5) i Spodsbjerg havn fra Litauen den 6. september 2021 samt også aflæste i Spodsbjerg havn den 24. august 2020. Så nu har jeg haft den 3 gange på et år… ganske fint. Mens jeg nyder denne smukke 2k måge dukker der endnu en juvenil Kaspisk Måge (A) op som også var ny for mig. Det var en god fornemmelse at se Bagenkop havn atter kunne producere Kaspiske Måger. Hele 3 var nye for havnen, men det var kun de 2 juvenile fugle der var nye for 2021. Da der ikke kunne presses mere ud af den sydlige havn gik turen mod NØ. Jeg havde næste pitstop ved Baragge Nebbe, hvor der dog ikke var nogen spændende måger, men derimod var den farvemærkede adulte Rovterne på plads. Da jeg tjekkede vadefuglene fandt jeg en 1k Islandsk Stor Kobbersneppe som gik sammen med 6 Små Kobbersnepper. Det var spændende at opleve hvor lille denne race er og det indtryk blev endnu mere forstærket da den senere trak syd på sammen med 2 Små Kobbersnepper, faktisk var den kun marginalt større end dem. Det var mit første fund på Langeland af denne race samt min anden gode vadefugl i området i år som også har budt på Hvidrygget Ryle. Der var atter også en stak Sandløbere da jeg kunne tælle 13 fugle. Spodsbjerg havn bød på de samme 3 2k Kaspiske Måger som jeg også så igår.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Kaspisk Måge juvenil (A). Dette foto illustrere en helt klassisk Kaspisk Måge versus en juvenil Sølvmåge. Bagenkop havn den 8. september 2021.
Kaspisk Måge 2k (A). Denne mærkede (7LC5) fugl fra Litauen havde skiftet Spodsbjerg havn ud og taget turen syd på. Bagenkop havn den 8. september 2021.