På vores mineferie ved Marielyst på Falster den 2. til den 5. august 2021 havde vi en afvigende Grå Fluesnapper i sommerhushaven som især på undersiden og halsen mindede om en Tyrrhensk Fluesnapper af racen Muscicapa tyrrhenica balearica. Vi lagde den på Feltornitlogen og fik mange gode inputs, tak for det. Nu har jeg fået læst lidt op på emnet, som er et ganske spændende emne og måske bedre forstået hvorfor de er blevet splittet fra hinanden.
Den påfaldende lyse underside samt meget svage stribning på Falster fuglen minder meget om det jeg ville forvente hos balearica. Det der dog hurtigt “knækker” sådan en afvigende fugl er oversiden. Falster fuglen er grå mens Tyrrhensk Fluesnapper er brunlig. Projektionen på Falster fuglen passer perfekt til Grå og ikke Tyrrhensk. Hånden er alt for lang, den når ned over overhaledækfjerene og når at ramme halen, hvilket aldrig er tilfældet hos Tyrrhensk. Falster fuglen har ret meget hvidt i issestribningen hvilket også minder lidt mere om det man skulle kunne opleve hos balearica.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Afvigende Grå Fluesnapper. Bemærk den meget hvide underside samt den svage stribning på brystet. Marielyst primo august 2021.
Afvigende Grå Fluesnapper. Bemærk igen den meget lyse underside som her næsten ser helt ustribet ud. Oversiden er dog typisk grå og hånden er meget lang. Marielyst primo august 2021.
Afvigende Grå Fluesnapper. Bemærk hvodan hånden når ned over overhaledækfjerene og rammer halen. Marielyst primo august 2021.