I SIDSTE ØJEBLIK DEN 31. JULI 2021.

Jeg måtte bare prøve en sidste gang om der ikke kunne presses en juvenil Kaspisk Måge ud af juli måned på Langeland. Bagenkop havn viste ingen nåde og jeg måtte nøjes med den 3k Cactus som jeg genfandt den 28. juli 2021. Nu var gode råd dyre, og jeg valgte derfor at prøve Kelds Nor inden turen gik mod Spodsbjerg havn. Kelds Nor var ret mågetom, men jeg kunne dog nyde en Rovterne og vadefugle såsom Lille Kobbersneppe, Islandsk Ryle og Krumnæbbet Ryle. Et sidste kig ud på den opskyllede tang langs stranden gav endelig den eftertragtede og meget savnet juvenile Kaspiske Måge. Et helt klassisk eksemplar stod sammen med en juvenil Sølvmåge…. Fugen kunne nydes fint og det blev den sammen med Torbjørn Eriksen som var fuld af beundring over mit fund (muligvis en smule overdrevet hvis jeg skal være ærlig). Resten af mågetjekket var ren fiasko, da jeg ikke engang kunne genfinde 2k fuglene i Spodsbjerg havn i dag. Dog var der nok en sammenhæng med at alle kutterne var hjemme i dag i Spodsbjerg.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Kaspisk Måge juvenil. Årets første på Langeland i juli måned 2021. Sidste år så jeg i samme periode over 100 forskellige juvenile fugle. Kelds Nor den 31. juli 2021.

Kaspisk Måge juvenil. Årets første var et helt igennem “textbook” eksemplar. Kelds Nor den 31. juli 2021.