Da Laila luftede tanken om hun gerne ville på en tur til Fanø og se Korttået Lærke samt gerne ville en tur igennem marsken var jeg klar. Jeg fik fat i min gamle ven og kollega Per Kjær som bor i Sønderho på Fanø, han har om nogen forstået at udnytte hjemmearbejde til at finde sjældne fugle efter fyraften. Som en anden enmandshær har han fundet hele 2 SU arter i år på Fanø, da det også er blevet til en smuk Langnæbbet Sneppeklire. Per gav en fin forklaring om hvor fuglen kunne findes og så var det bare afsted. Vi måtte dog bruge et par timer før vi fandt den, men herefter fik vi også set den rigtig godt. Bagefter gik turen direkte ned i marsklandet, hvor jeg ikke havde været længe. Det var et fedt gensyn med landskabet og de mange specielle ynglefugle. Vi så Hedehøge der lavede bytteskifte, 17 Sortterner der dansede rundt i luften henover Nørresø og Hasberg See, Hvidbrystet Præstekrave og en del Sydlige Blåhalse hørtes og sås. Der var dog ikke ankommet særlig mange Arktiske vadefugle, men vi så dog ret godt med Sortklire som alle var i flot sommerdragt. I mellem dem var der en flok på 42 Store Kobbersnepper ved Højer. Om aftenen var vi i Sølsted Mose sammen med 1000 myg og Peter Hartoft. Det blev en smuk lytteaften med mindst 3 Plettede Rørvagtler, desværre var Dværgrørvagtlen tavs. “24 timers birding” sluttede klokken kl. 03.30 på Tåsinge…. Her startede Solsorten med at synge mens vi andre gik i seng.
Foto og lyd: Henrik Knudsen, Copyright.
Korttået Lærke. Med lidt tålmodighed var fuglen ganske nem at finde. Fanø den 23. juni 2021.
Hedehøg. Her kommer en han med bytte. Ballum den 23. juni 2021.
Sydlig Blåhals. Sad midt ude i en rapsmark og sang. Bemærk det er en af dem med helt blå hals. Kongens mose den 23. juni 2021.
Plettet Rørvagtel. Vi hørte mindst 3 forskellige fugle og på flere af mine optagelser er der bla. også Sydlig Blåhals og Græshoppesanger. Sølsted Mose den 23. juni 2021.