Jeg var ikke på natlyt i denne omgang, men derimod på en lyttemorgen på det sydlige Langeland. Jeg gik igennem Lunden, Vesterskov og Østerskov. Lunden bød ikke på noget interessant, så det var hurtigt overstået. I Østerskov hørte jeg den lokale ynglefugl af Karmindompap synge samt så den. Den var dog ikke overivrig med at synge, men den var nok optaget af at finde føde til ungerne. Mens jeg gik mellem Gulstav Klint og Dovns Klint på vej mod Østerskov havde jeg en kaldende Gulirisk samt en syngende Bomlærke. Det var min anden Gulirisk i år på Sydspidsen, da jeg tidligere på foråret havde en ved Kelds Nor. Til gengæld var Bomlærken den første jeg har på Langeland i år hvor den er blevet sjælden. Inden jeg nåede Østerskov kunne jeg høre en syngende Pirol samt en ny Karmindompap inde fra skoven. Mens jeg stod og lyttede kom Søren Bøgelund forbi og han mente det måtte være en ny Pirol, da der ikke havde været nogen syngende i 2 dage. Efter denne lille runde gik turen til Nørreballe og her fik jeg hørt både Drosselrørsangeren samt Pungmejsen som var blevet meldt i går. Lidt visuelle lækkerier blev det også til i form af en adult Havørn samt en fiskende Rovterne.
Foto og Lyd: Henrik Knudsen, Copyright.
Pirol. Østerskov den 16. juni 2021.
Pirol. Østerskov den 16. juni 2021.
Pirol og Karmindompap. Østerskov den 16. juni 2021.
Sølvmågerne og jeg leder i øjeblikket totalt forgæves efter de Kaspiske Måger… Det virker som om der overhovedet ikke er nogen i havnene her i juni. Spodsbjerg den 15. juni 2021.