ÅRETS FØRSTE GULIRISK PÅ LANGELAND DEN 26. APRIL 2021.

April er fortsat kold …. Temperaturen havde været et par grader under nul. Jeg var dog alligevel kommet tidligt afsted til Langeland. Inden jeg ville tjekke mågerne i Bagenkop havn, startede jeg med at kigge lidt i Keldsnor. Det var en ganske god ide, da jeg høstede flere friske nye årsarter. En skøn Sortklire i smuk sommerdragt rastede kortvarigt inden den forsvandt mod SØ lige henover mig ivrigt kaldende sammen med en Hvidklire. Der var endelig dukket lidt flere Svaler op og mellem dem fik jeg set min første Bysvale. Den sidste nye årsart blev en overflyvende samt kaldende Gulirisk, hvilket iøvrigt også blot var mit andet fund af arten på Langeland. Sidst jeg havde den var den 29. maj 2019 i Lunden, hvor jeg ligeledes havde en trækkende fugl. Derudover sås trækkende Dværgfalk samt lidt Gule Vipstjerter. En flot Spurvehøg han sås med en endnu ikke helt død Hvid Vipstjert i fangerne. Den blev spist med stort velbehag som morgenmad. 

Havnen var en utrolig tynd omgang, det blev blot til den faste 2k Kaspiske Måge med den sjove næbnegl. Jeg kunne sikkert have set flere hvis jeg var blevet dernede nogle flere timer, men det var der desværre ikke mulighed for i dag.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Kaspisk Måge 2k. Bagenkop havn den 26. april 2021.