SORTRYGGET HVID VIPSTJERT OG ÅRETS 3. SORTSTRUBET BYNKEFUGL, LANGELAND DEN 4. APRIL 2021.

Sammen med Laila tog jeg endnu en tour de force på Langeland efter måger og meget andet. Først stop blev Klæsø, hvor Laila lynhurtig kunne melde om 5 rastende Traner. I mellem en mindre gruppe Sølvmåger lå der en fin 2k Cactus (hybrid mellem Kaspisk Måge og Sølvmåge). Ellers nød vi en adult Havørn som sad med et bytte samt et Rørhøg par med bytteskifte. I Bagenkop havn måtte vi nøjes med den faste 4k Kaspiske Måge som kun har et øje. Herefter gik tur mod Baragge Nebbe. På vejen der op rundede vi Påø og fandt sørme en meget fin Sortrygget Hvid Vipstjert hun som gik sammen med en 7-8 albaer på en pløjemark. Desværre lettede den ret hurtigt og forsvandt herefter for os. Det er kun 2. gang jeg ser denne underart på Langeland samt i Østdanmark. Ved Baragge Nebbe fandt vi en ringmærket (gul ring) 2k Kaspiske Måge, som desværre ikke kunne aflæses. Efter 5 minutter fløj den mod nord og vi så aldrig mere til den selv om vi forsøgte at genfinde den i Spodsbjerg havn. For anden dag i streg blev det til en Sortstrubet Bynkefugl han, da vi fandt en smuk fugl lige nord for havnen. Det var i samme område hvor jeg havde en han sidst i februar 2021. Jeg tror dog ikke det er den samme, da jeg har besøgt dette område masser af gange siden den forsvandt uden at se nogen. 

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Kaspisk Måge 4k (den med det blinde øje). Bagenkop havn den 4. april 2021.

Kaspisk Måge 2k (var ringmærket med en gul ring som desværre ikke kunne aflæses.) Baragge Nebbe den 4. april 2021.

Så var der atter Sortstrubet Bynkefugl ved Spodsbjerg…. Det var den 3. jeg ser i år på Langeland. Spodsbjerg den 4. april 2021.