Efter en skøn fugletur til Jylland i går sammen med Laila var vi første afsted i dag til direktørtid, da vi først var kommet i seng klokken 01.30… Laila havde fået den “gode ide” hun gerne ville en tur til Hou Nordstrand på Nordlangeland. Jeg kunne umiddelbart ikke se den store fidus i at køre derop så sent på dagen og fik senere at vide jeg lignede en sur citron, da jeg alligevel meget modstræbende indvilligede i at vi gjorde det. Lige som vi ankom klokken 13 mødte vi Morten Müller som kunne berette om et ret sporadisk træk…. (Hvad sagde jeg tænkte jeg uden dog at turde lufte denne tanke for Laila). Nå men vi kunne se havet var fuld af Ederfugle og Morten kunne berette at han havde talt 7000 fugle. Jeg jokede lidt med ham om der var en Kongeederfugl imellem, en art jeg både manglede som ædelart og Langelandsart. Morten havde ikke set nogen, men kunne berette om 2 rastende Hedelærker. Herefter kørte han syd på. Vi fandt relativt nemt de 2 Hedelærker og herefter kom der yderligere fine årsarter i hus såsom Sortstrubet Lom og Tejst. Jeg begyndte herefter at tjekke de 7000 Ederfugle. Efter den første gennemgang var der ikke noget spændende udover 400 Sortænder, 100 Fløjlsænder samt 4 Havlitter. Laila var imellemtiden ude og kiggede lidt på de 3 Hvide Vipstjerter der rastede som var de første for hende i 2021. Bedst som jeg er ved at give op, opdager jeg en sovende Ederfugl med blåt hoved og i næste sekunder kigger den op… og jeg ser en velvoksen “appelsin” på næbbet. Det giver noget af et ryk i n……. og jeg nærmest råber KONGEEDERFUGL og kigger febrilsk efter Laila som til alt held kun er 70 meter væk… Hun fatter straks alvoren og jeg har sjældent set nogen rykke de 70 meter hurtigere end hun gjorde. Hun finder den lynhurtigt og jeg kan straks se på hende, at hun mente jeg skyldte en undskyldning for at kalde det en dårlig ide at køre til Hou i dag. Hun har nemlig en meget stor aktie i at jeg fik mig en ny og længe ventet ædelart samt ikke mindst en ny Langelandsart….. Jeg bøjede mig i støvet og gav hende et stort kys….. det havde hun sgu fortjent…. og mon ikke hun får en god middag inden længe…. Ifølge dofbasen er der 5 fund af arten omkring Nordlangeland, hvoraf de 4 er fra Hou Nordstrand. De stammer hhv. fra den 21. november 1898, den 27. november 1946 (Lohals), den 5. april 1996 og den 12. april 1996. Så det er altså 25 år siden arten sidst er blevet registreret på Nordlangeland.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Her ses et udsnit af de 6999 Ederfugle samt Kongeederfuglen… kan du finde den ?. Hou Nordstrand den 9. marts 2021.
Nu er måske lidt nemmere at spotte den sorte ryg… ?. Hou Nordstrand den 9. marts 2021.
Den var ikke nem at dokumentere, men lige under den sorte pil som jeg har indsat på billedet ligger den. Tak Laila. Hou Nordstrand den 9. marts 2021.