DET TOG LANG – AMERIKANSK SORTAND DEN 7. MARTS 2021

I det seneste nyhedsbrev fra det danske sjældenhedsudvalg (SU) har de kigget på blandt andet forekomsten af Amerikansk Sortand i Danmark. Det betyder at man nu har besluttet der nok er flere forskellige fugle involveret end de tidligere har antaget. Det er rigtig positivt, men det er utroligt det har skulle tage så mange år at komme frem til denne beslutning. Efter jeg fandt Danmarks første Amerikanske Sortand den 26. marts 2003 ved Blåvand fandt jeg allerede en ny fugl ved Hvidbjerg Strand syd for Blåvand den 3. marts 2005. Jeg kunne med det samme se det ikke var den samme fugl, da næbbene var meget forskelligt tegnet. Fuglen fra 2003 havde en orange kant nederst på næbbet, mens 2005 fuglen var total gul. På trods af denne store forskel blev den regnet som samme fugl i 16 år af SU !!!!. Denne fejl kunne nemt have været undgået hvis SU ellers havde læst beskrivelserne grundigt og siden sammenlignet de fotos der dukkede op af fuglen. Især det sidste undre mig, da man i dag går meget mere op i fotodokumentation end beskrivelser. Men dejligt at eksperterne er kommet til fornuft, jeg er trods alt bare en lille tyk mand.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Amerikansk Sortand, Hvidbjerg strand marts 2005…. Hva…. er nu det tænker du kære læser…. I USA kaldes den blandt andet “Butter Bill” og det passede fantastisk godt på 2005 fuglen som var helt gul. Så jeg måtte lige i køleskabet og finde lidt Lurpak frem. Tåsinge den 7. marts 2021.