Selv om det atter var en varm februar dag (11 grader) føltes det lidt køligere, hvilket primært skyldtes det var relativ overskyet. Men sidst på eftermiddagen kom solen dog lidt frem. Laila og jeg tog atter en tur til Langeland i håb om friske forårsfugle samt lidt mågetjek. Ved Barager Nebbe blev vi belønnet da vi opdagede en trækkende Nordisk Lappedykker som heldigvis smed sig så vi kunne nyde den fint i vores teleskoper. Det var min første fugl på Langeland i næsten præcis 3 år. Sidst jeg så en fugl var den 21. februar 2018 ved Næsbjerg på østkysten af Langeland, lige som dengang var dagens fugl i vinterdragt. Ved Gulstav sås en flyvende Rørdrum som var vores første i år. Samme sted var der også en Sølvhejre samt 3 Små Skalleslugere (1 han, 2 hunfarvet). Bagenkop havn bød på 2 Kaspiske Måger hhv. 1 4k (den med manglende øje) samt 1 2k (sjov næbnegl) , så intet nyt her. Inden mørket faldt på nåede vi atter at se de 2 Nilgæs ved Rudkøbing Vejle som vi fandt i går.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Den blinde 4k Kaspiske Måge forkælede jeg med lidt ekstra brød… Bagenkop havn den 23. februar 2021.
“Gulbenet Sølvmåge” Bagenkop havn den 23. februar 2021.
Samme “Gulbenet Sølvmåge” som på forrige foto. Bemærk forskellene i øjenfarven, venstre øje er lyst og højre øje mørkt (krakeleret). Bagenkop havn den 23. februar 2021.
En ringmærket Stor Flagspætte i Østerskov ved Gulstav var ikke just nem at aflæse. Umiddelbart var de 2 sidste cifre 70 eller 20. Mon ikke den er ringmærket af ringmærkerne ved Kelds Nor Fuglestation. Østerskov den 23. februar 2021.