GLÆDELIG JUL FRA MIG OG DE KASPISKE MÅGER PÅ LANGELAND DEN 23. DECEMBER 2020.

Alle der i årets løb har kigget forbi min blog ønskes en rigtig god jul samt et godt nytår plus selvfølgelig et godt fugleår i 2021. Inden året er omme vil jeg fortsat se om jeg kan nå at tilføje lidt ekstra Kaspiske Måger til den samlede total for 2021. Den 31. december 2020 kommer der en samlet oversigt over de Kaspiske Måger m.m, og allerede nu kan jeg afsløre at det er i et antal der aldrig er set tidligere på Langeland.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Snart er den sidste Kaspiske Måge talt i 2020. Mit projekt med at følgen arten tæt på Langeland vil afsløre et antal der ikke er set tidligere. Kaspiske Måge 1k på vej til varmere himmelstrøg.  Spodsbjerg den 16. december 2020.

At kunne få lov til at kunne følge Kaspiske Måge et helt kalenderår på Langeland har været et af mine største ønsker i rigtig mange år. Det har måske ikke været et miljørigtigt projekt, da der er blevet kørt rigtig mange tusinde km for at kunne få et overblik. Men på den positive side har jeg øget salget af toastbrød med flere tusinde procent i Brugsen i Bagenkop er jeg sikker på. Her ses en 1k Kaspisk Måge i kamp om brødet. Spodsbjerg den 16. december 2020.