DER MÅTTE KÆMPES TIL DET SIDSTE…DEN 13. NOVEMBER 2020.

Endelig brød solen for alvor igennem det tunge og disede vejr der de seneste dage har præget Øhavet. Jeg tog atter på havnetur og lagde ud i Bagenkop havn, hvor der var overraskende stille og det endda selv om jeg var forbi i to omgange. Det blev blot til en Kaspisk Måge, nemlig den 2k som jeg både så i Bagenkop og Spodsbjerg i går.. den var atter tilbage i sin favorithavn. Da det virkede svært i Bagenkop i dag, besluttede jeg at resten af dagen skulle foregå i Spodsbjerg havn. Det viste sig at være en god beslutning da der var flere fugle heroppe. Jeg måtte dog også kæmpe her, da jeg til at starte med blot kunne finde den tilbagevendte 1k (VLHK). Men alt kommer jo som bekendt til den der venter og i det sene smukke eftermiddagslys begyndte der at ankomme fugle. Det blev til yderligere 5 1k fugle, hvoraf de 3 var nye. De 3 nye 1k fugle opførte sig helt klassisk som nye fugle gør når de ankommer første gang til en havn. De opholder sig i perferien af området og er overhovedet ikke interesseret i mit brød. 

Aflæsninger af Kaspisk Måge i Spodsbjerg havn: (VLHK), (VLHC) og (VLHJ).

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

“Ude godt hjemme bedst” Denne 2k Kaspiske Måge så jeg både i Bagenkop og Spodsbjerg i går og i dag var den så tilbage hvor det hele startede den 13. juli 2020. Bagenkop havn den 13. november 2020.

To af dagens 3 nye 1k Kaspiske Måger kunne ikke blive helt enige om hvem der “ejede” begge pæle. Spodsbjerg havn den 13. november 2020.

VLHK fløj gennem de sidste solstråler på denne smukke fredag på Langeland. Spodsbjerg havn den 13. november 2020.