Bagenkop havn vågnede endelig lidt op igen… dog startede havnen total tom for Kaspiske Måger.. Men så var det jo godt der kom lidt andet forbi som man kunne hygge sig med. Dagens overraskelse var en fin Hvidsisken som fløj rundt med 7 Gråsiskner. Den var ikke fotogen, men nem at plukke ud med sin næsten helt hvide underside og sin flot hvide overgump. Ikke siden jeg fandt en masse Hvidsiskner ved Spodsbjerg i vinteren 2017/2018 har jeg set arten på Langeland, således var det også min første obs på den sydlige del. Ellers blev det også til 2 overflyvende Traner inden jeg atter rettede fokus på mågerne. Og da der kom lidt gang i fiskerne så begyndte der at dukke lidt Kaspiske Måger op. Jeg fik fundet 4 1k samt 1 3k og de var alle nye for sæsonen, så det var hele ventetiden værd. Herefter kørte jeg til en relativ mågetom Spodsbjerg havn og da jeg ikke engang efter en time kunne finde den (de) ret faste Kaspiske Måger, så var der dømt fodbold i flimmeren resten af dagen.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
En 3k Kaspisk Måge… dem bliver jeg aldrig træt af. Bagenkop havn den 7. november 2020.
Afvigende 1k Kaspisk Måge. Bemærk det lidt sjove og lange næb. Bagenkop havn den 7. november 2020.
Jeg har væltet mig i sene Husrødstjerter i de to havne her i oktober/november 2020. Her ses en hunfarvet fugl. Spodsbjerg havn den 7. november 2020.