FEDT GENSYN MED EN POLAK SAMT NYE KASPISKE MÅGER I DE LANGELANDSKE HAVNE DEN 6. OKTOBER 2020.

Jeg måtte slide i det for at få nogle Kaspiske Måger i dag, men når det så giver bonus plus lidt ekstra… så er det jo det hele værd. Jeg måtte besøge Bagenkop havn i flere omgange før jeg fik smilet frem.. men sidst på dagen var der fint med især unge fugle inde. Dagens høst blev 8 Kaspiske Måger og de fordelte sig på følgende måde, 2 3k (1 ny plus fuglen fra den 8. august 2020), 1 2k (genganger fra den 13. juli 2020) samt 5 1k fugle, som alle var nye. Dog var en af 1k fuglene en genganger for den samlede total. Noget overraskende dukkede en polsk farvemærket fugl (P1R0) op igen som tidligere havde rastet i Spodsbjerg havn i perioden den 28. august til den 14. september 2020. Gad vide hvor den havde været de seneste 3 uger, hvor jeg ikke havde set noget til den. Dagens mest sjældne måge i Bagenkop blev en smuuuuuk adult Baltisk Sildemåge der trak SØ uden for havnen, den første adulte jeg ser hernede og blot den 2. jeg nogensinde har haft i det gamle Fyns amt (1. fund (foto) stammer fra Glorup den 3. april 2011). 2k Middelhavssølvmågen (VLHH) ville også lege med i dag. Spodsbjerg havn bød på 2 Kaspiske Måger hhv. 1 3k som var en ny fugl samt 1 1k som var den farvemærkede (VLCH). Jeg så også den 1k fugl jeg ikke turde bestemme i går og kunne ikke lade være med at tænke på om jeg havde været for forsigtig og ikke bestemme den til en Kaspisk Måge !. Den langtidsstationære Vestlige Sildemåge var igen hjemme i havnen. Ellers bød Langeland på trækkende Blisgæs, rastende Skovpiber (fandens også), 2 Sortstrubet Bynkefugl plus et par Sølvhejre.

Aflæsninger af Kaspisk Måge i Bagenkop havn: (P1R0)

Aflæsninger af Kaspiske Måge i Spodsbjerg havn: (VLCH)

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Kom sådan til at tænke på det gamle ZZ Top nummer “Jesus just left Chicago (Spodsbjerg)” da jeg så mit foto fra i dag af den polske (P1R0) Kaspiske Måge. Og lidt som ham Jesus, så kommer de og går som det passer dem. Bagenkop havn den 6. oktober 2020.

Jeg fandt P1R0 i Spodsbjerg sidst i august 2020, bemærk hvor lys/hvid den er blevet siden den gang. Iøvrigt vil jeg ikke afvise der kan være et Sølvmåge-gen i denne fugl. Men den er tilbagemeldt som Kaspisk Måge fra Polen. Men lad os se hvad der sker med den når den bliver ældre. Spodsbjerg havn den 28. august 2020.

Bemærk der er enkelte svage streger i ansigtet på denne 3k Kaspiske Måge !! Hvor går grænsen før man skal råbe op om hybridkarakter ?… Spodsbjerg havn den 6. oktober 2020.