Fredag var en meget fuglerig dag på Langeland, hvor der konstant var noget man skulle tjekke… selvfølgelig især måger. Sammen med Laila Neermann fik jeg tjekket mange forskellige steder af. Tryggelev Nor bød på 17 Sølvhejre, Blå Kærhøg han, Stor Tornskade samt 4 Sortstrubede Bynkefugle som de bedste arter. Ved Nørreballe Nor tjekkede vi de mange måger igennem der opholdte sig på markerne og det gav en 1k Sorthovedet Måge samt en enkelt Sølvhejre…Ellers rastede der 3 Fjeldvåger, de første jeg ser i efteråret på Langeland. Vi sluttede turen på Sydlangeland af med at tjekke Bagenkop havn… Første spændende måge fandt Laila da hun opdagede en fin Cactus, som gav fin opvisning. Vi fik også 2 Kaspiske Måger presset ud af det hhv. en 1k og en 3k, førstnævnte var en ny fugl for 2020, mens 3k fuglen stammede fra den 10. august 2020. 2k Middelhavsmågen (VLHH) var også på plads. På trods af kraftig vind tog vi alligevel chancen og tjekkede Spodsbjerg havn, som ret forventeligt desværre var temmelig tom for måger. Men det blev dog til en lidt sen Bynkefugle lige nord for havnen.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Det blev til endnu en 1k Cactus måge i de Langelandske havne. Der har været en ganske pæn andel af disse hybridmåger mellem Sølvmåge og Kaspisk Måge her i efteråret. Samlet er det blevet til godt og vel 25 hybrider, hvilket aldrig tidligere er sket på Langeland. Jeg vil helt sikkert antage jeg tidligere har overset en del af disse og endda kaldt flere for Kaspiske Måger. Bagenkop havn den 2. oktober 2020.
Denne her 1k Cactus (samme som på første foto) havde et helt utroligt stort og udbredt halebånd. Bagenkop havn den 2. oktober 2020.
Dagens nye 1k Kaspiske Måge. Bagenkop havn den 2. oktober 2020.
Blot få dage efter jeg havde min første Store Tornskade i dette efterår ved Klise Nor dukkede den næste op. Tryggelev Nor den 2. oktober 2020.