Det blev et meget kort tjek af Spodsbjerg havn idag og alligevel kom der en enkelt ny 1k Kaspisk Måge i bogen…og det endda med blot 3 fugle (alle 1k) inde. De to andre var ringmærkede, den ene havde Kjeld mærket igår (VLHC) den 19. september 2020. Jeg kunne hurtigt genkende den, da den har været i havnen igennem længere tid. Den er især nem at kende, da den har knækket nogle svingfjer i den venstre vinge. Men den er superfrisk og kæmper ret intenst om brødet.
Aflæsninger af Kaspiske Måger i Spodsbjerg havn; VLHK og VLHC.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Dagens nye fugl gik kortvarigt på brød, men smuttede hurtigt videre ud på den yderste stenmole. Undervingerne var ret mørke, men ellers var der intet der tydede på en Cactus i denne fugl. Dog vil man aldrig kunne udelukke der er et Sølvmåge-gen gemt i sådan en fugl. Spodsbjerg den 20. september 2020.
Denne Kaspiske Måge har gennem længere tid opholdt sig i Spodsbjerg. De knækkede svingfjer har den haft i lang tid, men den virker alligevel heldigvis meget frisk. Skaden i vingen kan komme igennem kampen om føden når de følger en kutter, hvor der virkelig bliver gået til “stålet”. Jeg tror næppe den er blevet anskudt, så tvivler jeg på den ville klare sig så godt som den gør. Spodsbjerg den 20. september 2020.