Jeg tror aldrig jeg får sådan en chance igen… I går den 1. august 2020 er jeg om eftermiddagen i Spodsbjerg havn for at fotodokumentere de Kaspiske Måger som vælter ind over Langeland i disse uger. Mens jeg er ved at fotografere en juvenil fugl, kan jeg se den pludselig bliver opmærksom på et insekt der kommer flyvende imod den, og i det her tilfælde er det en Hveps !. Jeg lader mit 15 år gamle total nedslidte kamera køre alt hvad det kan og i de næste to nanosekunder ser jeg den juvenile Kaspiske Måge snappe efter Hvepsen og til min store overraskelse fanger den Hvepsen. Men det er som om den godt ved at den ikke skal spise Hvepsen, da den efter et par sekunder slipper den… Hvepsen er nu i to dele !!. Jeg beder nu til guderne om at mine billeder nu bare er nogenlunde skarpe, men frygter det værste, da mit tussegamle udstyr næsten er slidt op og som ligner noget der har overskredet udløbsdatoen for meget længe siden. Jeg tjekker bagstykket på kameraet og resultatet var ganske heldigt. Jeg har ofte set de Kaspiske Måger samt andre måger forsøge at fange et eller andet insekt når de står og hviler sig, hvis der pludselig flyver et forbi dem, men aldrig set dem have held med det. Egentlig har jeg troet de bare gjorde det for sjov, men jeg burde være klogere efter alle de år med mågerne… en Kaspiske Måge gør aldrig noget for sjovt !!
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Hvad pokker der kommer der sgu en Hveps ! ….
Den snupper jeg da lige ! ….
Hvor svært kan det være ? ….