JEG MÅ KNIBE MIG I ARMEN… 10 NYE KASPISKE MÅGER I BAGENKOP HAVN DEN 18. JULI 2020.

Perioden 10.-18. juli 2020 overgår næsten alt hvad jeg har oplevet med de Kaspiske Måger på Langeland… ja faktisk i hele Danmark. Jeg er ikke mere end lige ankommet, så har jeg 9 juvenile foran mig samt en 3k… og det på trods af der ikke var særlig mange måger inde i dag. Det virkede helt surrealistisk… som om jeg var helt andet sted i verden. Jeg kunne gennemtjekke fuglene på få meters afstand og med det samme konstatere der ikke var nogen gengangere, hvilket bringer den samlede total af juvenile op på 40/43 i denne periode. Det blev også til en aflæsning af en ny polsk fugl (P:PY5), så samlet har jeg fået 3 forskellige aflæsninger. Den ene fugl har jeg både aflæst i Spodsbjerg og Bagenkop med en dags mellemrum. Dagens nye 3k fugl rastede kun kortvarigt, men dejligt med en i denne dragt igen, da jeg synes det er den smukkeste dragt man kan se de Kaspiske Måger i. Inden jeg kørte hjem fandt jeg igen 2k Middelhavssølvmågen fra den 13. juli 2020. I dag var der til gengæld ikke nogen fugle i Spodsbjerg havn… måske et tegn på at antallet vil falde… men mon ikke der kan komme en ny bølge. 

Bagenkop havn:

Ad 4k+ 4k 3k 2k 1k/juvenil
6 1 2 8 29 28/31

*   En juvenil ringmærket i Polen er både aflæst i Spodsbjerg og Bagenkop. Den tælles med for Bagenkop men ikke i det samlede antal. 

** Af de 31 juvenile har det været mulig at kunne bestemme 28 forskellige individer, mens 3 muligvis kan være gengangere.

Spodsbjerg Havn:

2k 1k /juvenil
3 12

Siø:

2k
1

 

Samlet har jeg registreret 89/92 fugle i 2020 på Langeland. Siden 1. januar 2019 er jeg nu oppe på cirka 150 forskellige individer.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

I dag må I nøjes med et arkivfoto, da mit SD kort ikke vil indlæse dagens billeder…Hvis jeg kan løse problemet vil jeg smide et par dagsaktuelle fotos på fra i dag den 18. juli 2020. Fuglen her er fra Bagenkop i går den 17. juli 2020.

Et aktuelt foto fra i dag den 18. juli 2020.. blot som dokumentation for den nye aflæsning af en juvenil Kaspiske Måge fra Polen i Bagenkop. Jeg har affotograferet billedet fra mit bagstykke på mit kamera. Historien bag denne aflæsning er at jeg måtte aflæse ringen gennem vandet, hvilket ikke var helt nemt ej heller at fotografere, da fuglen ikke fløj den første time jeg så den. Senere fik jeg nogle fotos af den i flugt, som jeg måske kan bringe på et andet tidspunkt, hvis jeg kan få lavet mit SD kort problem.