NÅLEN I HØSTARKEN, LYØ DEN 14. FEBRUAR 2020.

Jeg besluttede mig for at lave et “mission impossible” og gøre forsøget at genfinde den Kongeederfugl som var blevet set på en flytælling for præcis en uge siden. Jeg kan allerede godt afsløre med det samme, at jeg ikke fandt den, men hvilken fantastisk dag at tjekke efter den. Havet var spejlblankt, så både på overfarten og fra selve Lyø kunne jeg tjekke mange fugle igennem. Selve Lyø var en skøn oplevelse, det er en utrolig smuk Ø med masser af fugle. Især oppe omkring Lyø Trille/Vestersjo var der fyldt godt op med fugle, her væltede det med svømmeænder samt en 2k Havørn. Det blev til endnu to Havørne, da jeg så to gamle fugle som sammen jagtede en konstant dykkende  Blishøne der kæmpede for sit liv… Jagten endte ret voldsomt, da den ene Havørn kastede sig på hovedet ind i rørskoven og blev liggende et par minutter inden den lettede og fløj ind til den anden fugl uden Blishønen… Denne fede oplevelse foregik ved det Nye Land. Fra selve sejleturen blev jeg overrasket over de mængder der var af Toppet Lappedykker… Det er bestemt ikke sidste gang jeg skal til Lyø.

Her er et lille udpluk af hvad de kom i notesbogen: Toppet Lappedykker 350, Gråstrubet Lappedykker 3, Toppet Skallesluger 90, Dværgmåge 1 (alle obs fra havet) På selve øen så jeg bla. Bramgås 3500, Grågås 100, Pibeand 800, Havørn 3, Spurvehøg 1, Musvåge 1, Storspove 45, Rødben 40, Vibe 20, Standskade 50, Stor Præstekrave (parringsflugt, den første jeg ser i år), Solsort 35 sad på en mark, måske det første fald af returtræk til de nordlige ynglepladser, Snespurv 45 og Bjergirisk 50.

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

En enkelt adult Dværgmåge kom flyvende forbi færgen på vejen over til Lyø.

Den ene af de 2 gamle Havørne kom henover havnen på Lyø, mens jeg stod og ventede på Færgen.