TILBAGE PÅ VESTKYSTEN – BLÅVAND DEN 6. FEBRUAR 2020.

Så var jeg tilbage på Vestkysten ved Blåvand og der skulle tjekkes lidt fugle inden arbejdet kalder i morgen… Førsteprioritet havde Sortstrubet Bynkefugl og jeg tjekkede et par af de gode steder for arten på Grønningen… og heldigvis var der ret hurtigt et skønt par der fløj rundt sammen. Herefter blev der tjekket havdykænder, lidt overraskende var der utrolig mange Fløjlsænder meget tæt på kysten… normalt kommer denne art ikke så tæt på som Sortænderne. Men i dag var rollerne byttet om, Sortænderne lå generelt lidt længere ude… Pludselig kommer en enlig and med hvid blis flyvende direkte mod mig, den er cirka 2 km ude, men der er ingen tvivl… Brilleand.. fedt. Heldigvis bliver den ved med at flyve ind mod kysten og slår sig sammen med 5 Fløjlsænder … de smider sig så lige ud for hvor jeg står og er nu blot 500-800 meter ude.. Pludselig dukker der endnu en Brilleand op og igen en helt udfarvet fugl med hvid blis. Den hvide nakkeplet virker større på den nye fugl. Begge Brilleænder sås mellem den nordligste del af Ishuset og Blåvand Fuglestation. Herefter stod den på mågetjek på Hukket, det gav hele 12 aflæsninger og en superfed adult Middelhavssølvmåge, med så meget “rød læbestift”, at man skulle tro den var ude på noget !!!. 

Foto: Henrik Knudsen, Copyright.

Måske Danmarks smukkeste ynglefugl… Sortstrubet Bynkefugl han

Hans “Frue” var også ganske smuk.