Jeg skal nok lade være med at blive lyrisk og poetisk omkring Ringe Sø i min gamle barndomsby hvor min fugleinteresse startede, da jeg desværre slet ikke har de talenter. Men at jeg har set 3 forskellige Kaspiske Måger samt en Middelhavssølvmåge i Ringe Sø i periode den 8. til den 22. januar 2020 har været en stor aha-oplevelse. Det hele startede med 2 fugle i søen den 8. januar, hvoraf den ene forsat raster, mens den anden kun blev set den ene gang (se foto i tidligere opslag). Den fugl der forsat opholder sig i søen er den fugl der kun har et ben, men det virker umiddelbart som om den klare sig meget godt. Den 14. januar rastede der en Middelhavssølvmåge, hvilket jeg tror er det første fund på/for Midtfyn, denne fugl har jeg kun set denne ene gang, men Måger kommer og går, så den kan sagtens dukke op igen. Den 17. januar dukkede der en meget smuk lys Kaspisk Måge op, denne fugl genfandt jeg den 22. januar. Alle de omtalte Måger er 2k fugle altså 1. vinter fugle.
Jeg tror især at de Kaspiske Måger optræder meget hyppigere på Fyn end vi antager (samt det øvrige land), det er ikke bare en Langelandspecialitet længere. Jeg tror arten for alvor er kommet for at blive og det kun er et spørgsmål om tid før den vil blive betragtet som en helt almindelig Måge i det fynske landskab. Jeg kan kun opfordre til at tjekke de forskellige biotoper rundt omkring på Fyn, især hvor man ved der kommer mange Måger til overnatning, især søer og grusgrave er et kig værd… Jeg kan forestille mig at især Arreskov Sø og Grusgravene ved Davinde er meget oplagte steder at lede. Men tjek også diverse marker, de er lige så glade for orm på pløjemarker som vores egne på Måger. Selv har jeg fundet den ved Langå på Østfyn i selskab med en Baltisk Sildemåge i 2011 på en mark, så der kan også være sidegevinster ved at tjekke de mange Mågeflokke igennem. Så ud og få Fyn på landkortet og lad os få opklaret hvor hyppig denne art er her på Øen.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Denne Kaspiske Måge har været den mest faste i søen hvor den har opholdt sig fra den 8. til den 22. januar 2020 indtil videre.
Den meget smukke lyse Kaspiske Måge her har jeg kun set ved 2 lejligheder hhv. den 17. og den 22. januar 2020.
Den 14. januar 2020 dukkede der en Middelhavssølvmåge op, hvilket også ligesom de Kaspiske Måger er første fund for Ringe Sø.