I forbindelse med en gennemgang af en masse fugleting på min pc fald jeg over min gamle beskrivelse af Hedepiberen som jeg fandt på Skallingen den 16. oktober 2010… Synes det  kunne være spændende at dele min oplevelse samt min beskrivelse af fuglen her på bloggen… plus selvfølgelig også min tegning af den… som dog er mindre smuk….

HEDEPIBER (Anthus rubescens) Mellem Hvidbjerg Strand og Skallingen den 16. oktober 2010.

Observatør: Henrik Knudsen

Optik: Kikkert 7 x 42 og teleskop med 20 x 60 zoom.

Vejr: Smuk efterårsdag, svag vind og sol.

Hændelsesforløb: Jeg var som så ofte før når jeg er i Blåvand taget herned og tjekke, da der generelt ikke er mange der kigger i dette område. Jeg har gennem årene tjekket og gået mange kilometer på denne strækning i håb om at finde en Ørkenstenpikker, men jeg har endnu aldrig fået set noget rigtig spændende på denne strækning.

Der var rigtig fint med fugle på stedet, især var der mange rastende Engpiber og Skærpiber i området, som løb og fouragerede inden de forsatte trækket syd over. Det var dog 6 Sortstrubede Bynkefugle som fløj rundt sammen som fangede min opmærksomhed, de skulle da både nydes og tjekkes i skopet. Efter lidt tid med det gik jeg videre. Jeg gik højt oppe ved klitten. Der hvor marhalmen møder selve stranden, da det var her de fleste fugle opholdte sig. Jeg var ikke gået særlig langt før jeg opdagede at der sad en fugl lidt gemt godt 10 m foran mig. Jeg kunne ikke rigtig få set hvad det var, jeg valgte ikke at presse på og satte mig ned og afventede, hvilket var en rigtig god beslutning, da der ikke gik mange sekunder før fuglen kom frit frem. Jeg kunne med det blotte øje straks se de det var en piber som var i gang med at spise en alt for stor larve som den havde fanget. Da jeg fik kikkerten på den, var det som at få et elektrochok, jeg kunne straks se det var en Hedepiber, en art jeg har god erfaring med fra Grønland samt senest i Sverige for et par år siden. Jeg kunne næsten ikke forstå det og prøvede at overbevise mig selv om der måtte være noget galt, det var næsten for meget at stå klods op af denne lille brune juvel. Jeg tjekkede hurtigt de vigtigste karakter, såsom øjenring,tøjle, brun ryg og gylden underside, hvilket der var rigtig god tid til, da den kæmpede med at få flået en store larve.  Da jeg ikke havde mit videokamera med mig, ville jeg forsøg om jeg ikke kunne digiskope den med min mobiltelefon. Men mens jeg sad og prøvede på det opdagede jeg lige pludselig, at jeg ikke længere kunne se fuglen. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, men valgte at gå et par meter fremad og næsten med det samme lettede den og fløj ivrigt kaldende med sit meget metalliske kald ned af stranden. Det var både med glæde og nogen bekymring jeg så at den lettede, jeg var rigtig glad for at høre kaldet, som jeg har hørt flere gange i Grønland, men noget nervøs over den bare fløj syd på, men efter en lille kilometer så jeg den gik ned. Jeg valgt nu hurtigt at få den meldt ud, der var jo folk overalt i området, der var jo felttræf. Men mens jeg stod og ventede på at der skulle komme folk til, kommer der en jogger og jeg så, der hvor piberen var gået ned en fugl lette og som nu bare forsatte syd på til jeg ikke længere kunne se den. Jeg kunne selvfølgelig ikke være sikker på at det var Hedepiberen, men det efterfølgende ”fællestramp” efter fuglen afslørede det nok alligevel var den, da fuglen ikke kunne genfindes.

Jeg må indrømme jeg var rigtig ked af at jeg ikke kunne få lov til at dele denne fantastiske oplevelse med felttræffet, men i stedet måtte nøjes med denne soloobs. Det er jo aldrig sjovt at stå tilbage med så sjælden en fugl alene, men da jeg næsten altid er alene i felten, så er det jo desværre hvad der kan ske.

Bestemmelsen: På grund af omstændighederne var selve ID-delen rigtig nem at gå til, fuglen blev serveret på et sølvfad, det var jo næsten som at stå med den i hånden, da man havde rigtig gode muligheder for at iagttage den.

Størrelse: Den lå mellem en Engpiber og en Skærpiber, men mit indtryk af størrelsen var mest lidt større end Engpiber, hvilket også hænger sammen med at den ikke har Skærpiberens lange næb, men mere har samme størrelse som Engpiber, dog længere og en smule kraftigere, men ikke meget. Næbbet kan dog virke lidt påfaldende og påsat, denne effekt fremkaldelse af det meget åbne ansigt og er med til at give den et karakteristisk ”look”. Hovedet har samme runde klassiske facon som Engpiber og virker ikke så kraftig og lidt mere firkantet som man oplever Skærpiber.

Dragt: Fuglen gav et meget brunt indtryk på oversiden. Hele ryggen virker ved første øjekast helt brun, kan virke lidt koldbrun. Kom til at tænke på det kolde skær man se hos fx Nonnestenpikker om efteråret og altså ikke farven, men køligheden som præger den brune farve.  Der sås nogle meget distinkte små meget tynde sorte striber. Rygfarven forsætter op i nakken og op i issen. Kinden havde også denne brune farve. Midt i det åbne ansigt var der en pænt tydelig øjenbrynstibe som virker meget buffish/gylden. Denne forstærkes yderligere af at der ikke var en sort tøjle mellem øjet og næbbet. I visse vinkler kunne det virker som om man kunne fornemme en svag tøjle. Men primært virkede den tøjleløs. Den manglende tøjlestribe gjorde også at fuglens tydelig hvide øjenring ikke blev brudt og fik derved øjenringen til at fremstå tydeligt i det åbne ansigt.  Selve malarstriben var meget tynd og ikke særlig markant og løb ned og endte som en mindre plet , som ikke var særlig markant. Vingebåndene var tydelig og hvidlige med brunligt skær.

Hele undersiden var så markant anderledes end det vi ser hos vores hjemlige pibere, både stribning og selve farven Undersiden var præget af den buffish/gyldne farve som dominerer hele brystet og ned af flankerne. Bugen svag hvidlig. Midt i den meget gyldne underside løber der nogle meget distinkte striber langs flankerne, som måske kan sammenlignes lidt med det man ser hos Skovpiber. Brystet har de samme distinkte striber, som dog er mest fremtrædende på det øvre bryst og fader så ud.

Halen, så meget fint, da den svingede noget med den, mens den kæmpede med sin store lave. Både 5 og 6 halefjer var hvide, på begge fjer var det hvide meget tydeligt og fyldte en meget stor del af fjeren. Virkede tydeligere end det man ser hos Bjergpiber.

Tertiærerne var sorte med hvidlig kant langs med fjeren.

Under op flyvning, var der ingen påfaldende overgump, virkede meget lig ryggens farve.

Næb og ben: Næbbet var lidt længere og kraftigere end hos Engpiber og var desuden meget smukt. Idet hele overnæbbet var møkt, mens undernæbbet var gulligfarvefarvet fra basis og et godt stykke ud, mens resten af undernæbbet var mørkt som overnæbbet. Benene var farvet i en dunkel brunmørk farve som også gik ud på fødderne.

Stemme: Selv om man ikke kender stemmen synes jeg den er så markant at man straks vil bemærke den. Kaldet var meget metallisk og med samme kraft og fremtoning som man høre det fra Bjergvipstjert, den kom hele tiden med to kald efter hinanden og jeg fik hørt den 4-5 gange kalde.

Jeg mener at fuglen har karakter efter den amerikanske race pga. fuglens generelle farve samt stemme. Jeg har ingen erfaring med den sibiriske race, men synes overhovedet ikke disse to racer ligner hinanden når jeg kigger i litteraturen.

Fuglen blev iagttaget i cirka 5 min. Det meste af observationstiden var mens den var på jorden næsten lige foran mig.

Jeg har god erfaring med arten, især hørt deres trækkald i Vestgrønland samt bla. også set en i Sverige.

Jeg vedlægger mine feltnoter samt en tegning af fuglen. I skal dog ikke ligge mere i tegningen end jeg bare prøver at forklare hvordan den var farvet og markeret, da tegningen jo ikke er særlig god.

Mange hilsner

Henrik Knudsen