ZEISS Victory SF 10 X 42….. Verdens bedste kikkert ?
Jeg fik en fantastisk mulighed af Zeiss Birding for at benytte deres nyeste kikkert i forbindelse med mine 4 mdr. som observatør ved Fanø Fuglestation i efteråret 2018. Jeg har brugt kikkerten hver eneste dag i forbindelse med min 5 timers optællinger af trækfugle fra Hønen på Fanøs sydspids. Gennem mit arbejde med at tælle de trækkende fugle har jeg kunne teste kikkerten som næppe ret mange kikkerter er blevet testet i Danmark. Det vil sige optisk, vægtmæssigt og ergonomisk mm.
Jeg har igennem 30 år næsten dagligt arbejdet med fugle på naturreservater, fuglestationer, forskningsprojekter og derved haft mulighed for at arbejde med næsten alle de topkikkerter der har været på markedet i denne periode, så det var med stor spænding jeg modtog den nye ZEISS Victory SF 10 x 42.
Allerede da jeg fik den i hånden og mærkede dens balance kunne jeg mærke, at den kikkert kunne jeg nemt blive ”gode venner med”. Den mindede meget i størrelse og form om min gamle Zeiss 7 x 42 dialyt, som altid har været min favoritkikkert. Vægtmæssigt var den også perfekt (vejer kun 780 g), jeg oplevede aldrig at blive træt i armene eller øm i nakken på trods af tusindevis af løft dagligt for at kunne følge de mange fugle der trak forbi mig. En ting som jeg også var meget glad for var den brede fokusskrue der kørte meget let. Den kunne betjenes lige nemt med en finger eller med hansker på.
Foto: Henrik Knudsen, Copyright.
Jeg har i mange år ikke brugt 10 x kikkerter, da jeg altid har syntes deres synsfelt var for lidt til mig, de fleste 10 x har mellem 100-110 m på 1000 m. Men min opgave krævede mere forstørrelse, da fuglene ofte kunne være på stor afstand. Men jeg blev total overrasket af synsfeltet, den nye 10 x var helt oppe på 120 m på 1000 m, det var så fantastisk at opleve. Selv om jeg er brillebære oplevede jeg at jeg fik det fulde udbytte, total ”whau-faktor”. Dens nærafstand var sat til 1.5 m, jeg tror den var mindre, det var også en fremragende kikkert til sommerfugle, vildt at opleve hvordan man gik fra at være modstander af 10 x kikkert, til at være total fan.
Optisk er ens forventninger til en Zeiss altid høje og her blev jeg heller ikke skuffet, den er ekstrem skarp, helt ud til kanterne. Jeg er vild med den coating Zeiss´en har, det giver en perfekt farveoplevelse.
Jeg har virkelig forsøgt at finde minusser ved kikkerten, men der er intet man kan klage over. Jeg vil ikke tøve med at kalde den for den bedste kikkerter der findes i dag, den er bare 10 procent foran på alle parametre.